Kvindelige sejlere i og omkring Sundet
Kvindelige Sejlere i og omkring Sundet er startet i 2024. Fokus er på gode sejloplevelser, gode diskussioner om stort og småt i forbindelse med både og sejlads, herunder også om at være kvinde i sejlads. I maj, juni, august og september er der kvindesejlads en gang om ugen, og vi har en Facebookgruppe med 90 medlemmer.
Kvindesejladser
Kvinde sejladserrne er åben for kvindelige sejlere i og omkring Sundet. Vi mødes hver torsdag kl. 17.30 ved klubhuset i Svanemøllen Nord og sejler, hygger og træner efter behov. I 2024 har vi sejlet i 2 spækhuggere og en privat Larsen 28 båd. Nogle deltager i kvindesejladserne, fordi de synes, at det er dejligt at komme på vandet efter en lang dag på kontoret i selskab med gæve og afslappede kvindelige sejlere. Andre kommer, fordi der er noget, de godt kunne tænke sig at blive bedre til, for at føle sig tryg som ansvarlig for sejladsen.
Vi fordeler os på bådene, så du overvejende kommer til at sejle med andre kvinder med ca. samme erfaringer og ca. samme behov som dig selv. Det gør torsdagssejladserne sjovere for alle deltagere, uanset sejlererfaring.
Oplæg og andre arrangementer
I vinterhalvåret vil vi invitere til eksterne oplæg om emner, som vi finder spændende for os som kvindelige sejlere, og det kan også være arrangementer, som bare er hyggelige.
Større sejlansvar kan give større glæde og sikkerhed
For nogle kvinder giver en ligelig fordeling af ansvar og rorpind mere afveksling på havet og større lyst til sejlads, og hvis de på samme måde som mænd føler sig trygge ved at sejle ud alene i en fælles båd med fx veninder. En mere ligelig fordeling bidrager også til større sikkerhed ved fx pludselig utilpashed.
Se kvindenetværkets aktiviteter i app’en OnBoard
Kvindenetværkets aktiviteter kan ses i Dansk Sejlunions app OnBoard på din mobil, som downloades via Google Play eller Appstore. Her søger du efter Sejlklubben Sundet og oplyser din mailadresse og evt. medlemsnummer. På app’ens forside er der en oversigt over grupper, herunder Kvindesejlads. Du beder om at blive medlem, og vores accept kommer hurtigt. Du kan læse mere her om app’en her.
Facebook gruppe
Kvindenetværket i og omkring Sundet har sin egen Facebook gruppe med 90 medlemmer. Mange, men ikke alle, er medlemmer af Sejlklubben Sundet. Der er pt. ikke megen aktivitet på Facebook-siden. Det vil vi forsøge at gøre noget ved.