Sejlklubben Sundets historie begynder 1901, men klubbens forhistorie kan søges i det forudgående kvartsekel.
Man dyrkede på den tid sejlsport i farvandet syd for København – Kalleboderne, der dengang var et åbent farvand helt ind til Langebro.
Man sejlede i kragejoller, kadrejer joller, sprydriggere, og hvad de nu ellers hed.
Der fandtes i det område tre sejlklubber, nemlig Sejlforeningen Enighed, Sejlforeningen Kallebo og Kallebo Strands Sejlforening.
Sidstnævnte klub havde bådene liggende ud for den badeanstalt, der lige op til anden verdenskrig lå ved Langebro. Man havde ikke noget klubhus, men efter sejladserne samledes man i det gamle bomhus, hvor bommanden Christian Fischer efter sigende havde en bedre forretning som øludskænker end som bommand. I kredsen omkring dette bomhus er ideen til Sejlklubben Sundet opstået.
Omkring århundredskiftet var dæmningen og slusen syd for København blevet bygget, og dermed var sejladsen til frit farvand blevet besværliggjort.
Nogle af Kallebo Strands medlemmer, med advokat P. F. Chr. Larsen i spidsen, besluttede sig til at bryde ud og danne en klub nordpå, og på et møde i Esplanade Pavillonen d. 8. nov. 1901 blev Sejlklubben Sundet stiftet.
Hovedformålet skulle være at samle bådene i Lystbådehavnen, at anskaffe øvelsesbåde til brug for medlemmerne, samt at leje et lokale i nærheden af havnen til medlemmernes samlingssted om sommeren.
Klubskib
1902 lejede Sejlklubben Sundet en aflagt toldkrydser til klubskib. Det blev fortøjet i Lystbådehavnen, hvor det i 1903 blev afløst af et nyt klubskib, som klubben købte ved, at medlemmerne tog andele i skibet.
Sundet fulgte tidens skik, idet også andre klubber havde klubskibe, der foruden at tjene som dommerskib også dannede rammen om fester og andet klubliv.
Klubbens første kapsejlads startede d. 8. juni 1902, og i august arrangerede man en fællessejlads til Tårbæk. Senere kom fællessejladsen til Dragør ind som en årligt tilbagevendende begivenhed, – en tradition, der holdt sig til langt op i halvtredserne.
Så vidt vides opfandt Sundet aftenmatcherne. Tirsdagssejladserne blev tidligt en fast tradition.
Til disse tirsdagsmatcher blev klubskibet for lille, og af praktiske grunde havde man derfor mål ud for Refshaleøen, så man kunne “runde det sidste mærke” på Kjærs Hotel på øen, hvor en bolle punch belønnede anstrengelserne. I det hele taget spillede punch en vis rolle i hine tiders klubliv.
Også handicapsejladsen til Hven er en gammel tradition. Den første gik af stabelen i 1904, og klubskibet sejlede med på turen.
I 1907 fusionerede Sejlklubben Sundet med Øresund Sejlforening. Der var på dette tidspunkt tilmeldt 52 fartøjer i klubben, og i forårskapsejladsen i 1908 startede 31 både, Det var efter forholdene dengang et anseligt felt. For første gang i Danmark benyttedes ved denne lejlighed de nye Internationale kapsejladsregler.
Fremgang
En ny epoke i klubbens historie indledtes i 1911, da optiker Frederik Preisler blev formand. Preisler var en dynamisk person, der brugte alle ledige stunder i arbejde for klubben.
Han præsterede at cykle hele Københavnsområdet rundt for at reklamere for klubbens kapsejlads næste søndag. Og for at gøre opmærksom på, at deltagelse var gratis.
Det gav enorm tilslutning. 150 både til en kapsejlads, det var aldeles uhørt. Selv om præmierne bestod af papdiplomer, kostede det dog klubben mange penge, og Preisler havde besvær ved den følgende generalforsamling.
Preisler fik imidlertid ret i sin situationsbedømmelse, for allerede i hans første regeringsår fik klubben 80 nye medlemmer. Med energi og fremsyn førte Preisler hurtigt klubben frem til at være en af de betydeligste i København. Preisler var en munter mand, der forstod at forene sejlsporten med noget festligt og fornøjeligt, og det var så ubestridt hans fortjeneste, at Sejlklubben Sundet i de år var et samlingspunkt i dansk sejlsport.
Frederik Preisler døde den 12. juli 1917, og dermed sluttede et begivenhedsrigt afsnit af Sundets historie.
Under krigen havde klubben trange kår, sejlads mulighederne var stærkt beskåret af pålæg fra myndighederne, klubbens økonomi var elendig, og en efter en blev øvelsesbådene solgt for at dække gælden.
Efter krigen kom der liv i klubben igen, 1919 købte man kragejollen “Eja” som øvelsesbåd. Midlerne blev fremskaffet ved indsamling, og man var meget stolt af, at Kong Chr. X fandtes blandt bidragsyderne.
Axel Olsen
1921 udskiftes klubbåden, idet man fik tilbudt et udrangeret fyrskib. Herved løste et påtrængende pladsproblem, skabt af den stigende medlemsskare.
1926 valgtes grosserer Axel Olsen til formand i klubben, og dermed havde Sundet på ny en markant og fremsynet personlighed i spidsen. Under Axel Olsens ledelse lejede klubben i 1928 et ret stort areal ud for 10-meter bassinets nordre side, omtrent der hvor Frihavnens store røde portalkran står i dag, og dermed fik klubben for første gang fast grund under klubhus og både.
I årene 1929-32 anskaffede de to drager nr. 11 og nr. 37. Dragen var dengang noget nær det mest avancerede kapsejladsfartøj, der kunne købes.
Alt blev anskaffet på kredit, og klubben var altid i pengenød. Det var typisk for Axel Olsen, at han havde modet og evnen til at overtale medlemmerne til at gå med på de store dispositioner. Midlernes tilvejebringelse lå det tungere med, kontingentforhøjelser på kr. 5,00 gav anledning til aftenlange diskussioner.
Sejlerskolen
Klubben fik undervisningen i navigation og tovværksarbejde sat i system i 1936, og sejlerskolen trak elever til som ingen sinde før, så det blev nødvendigt at anskaffe kragejollerne “Sydvest” og “Nordvest”, der i de cirka 40 år, de har gjort tjeneste, må have undervist et par tusinde elever.
Krigen i 1939 lagde en dæmper på sejlsporten, og yderligere problemer meldte sig, da havnevæsenet ikke ønskede at forny lejemålet på bådepladsen, idet man inden for et par år agtede at inddrage arealet i Frihavnen. (Det viste sig at vare 28 år).
Skudehavnen
Axel Olsen mødte udfordringen ved at leje et større areal ud mod skudehavnen. Medlemmerne viste den rette kammeratskabsånd, og byggede med egne hænder en bådeplads med bedding, skure og klubhus. Det var i de tider, hvor det var umuligt at opdrive materialer. Værnemagten kunne bruge alt, men alligevel var det utroligt, hvad der ad mystiske kanaler pludselig stod på Sundets plads. Der berettes stadig om damerne, der i dagevis rettede rustne søm ud, lige så hurtigt som mændene kunne bruge dem.
Pladsen var klar i 1942, og igen havde klubben ideelle forhold.
Svanemøllehavnen
Svanemøllehavnen var blevet bygget, og den tegnede til at blive centrum for den københavnske sejlsport. Klubben havde endnu ikke overvundet de økonomiske følger af flytningen af bådepladsen, da havnevæsenet udstykkede nogle arealer i den nye havn til bygning af klubhuse. Axel Olsen betænkte sig ikke længe, han handlede. Til ærgrelse for visse andre klubber satte han sig på det bedste af arealerne og håbede så at fa råd til at få det betalt.
Sundet indviede sit daværende klubhus i 1948. Det havde kostet kr. 125.000, og klubben stod med en gæld af samme størrelse.
1957 trak Axel Olsen sig tilbage fra formandsposten efter 32 års virke. En enestående leder havde dermed forladt roret. Han hædredes fra mange sider, blandt andet fra Dansk Idrætsforbund, hvis fortjenstmedalje han modtog.
Th. Jarvig, der i nogle år havde siddet i bestyrelsen, blev herefter formand. Han tog det som sin opgave at rette klubbens økonomi op og føre den ind i en sundere drift. Bådepladsen, det nye klubhus, og den stadig voksende flåde af øvelsesfartøjer havde givet klubben øget tilgang af medlemmer, så man nu havde omkring 400 aktive med 185 fartøjer registreret.
Der kom rolige år under Jarvigs ledelse, men midt i tresserne opstod der nye problemer. Havnevæsenet havde igen brug for arealer, og det skulle gå ud over Sundets bådeplads.
Der blev stort røre i klubben. Man havde ikke glemt, at den gamle bådeplads blev rømmet 28 år for tidligt. Uenighed om fremtidsplanerne var en af årsagerne til, at Jarvig 1967 gik af som formand efter et kampvalg. Han afløstes af Knud Lægring, der trak sig tilbage året efter.
Hans Villund valgtes som formand i 1968.
Havnevæsenet havde opsagt den gamle bådeplads til rømning i 1970 og havde foreslået et endnu ikke opfyldt areal i den nuværende skudehavn.
Bådestien
1969 gik man i gang med at bygge bådepladsen ved Bådestien, og i ryggen havde man et tilsagn om tilskud fra Københavns kommune på kr. 100.000, samt ligesom sidste gang en trofast og hjælpsom skare af medlemmer.
Under ledelse af næstformanden Richard Lind og med Ove Hansen som pladsformand blev der ydet en fremragende arbejdsindsats, så pladsen kunne indvies 1971.
Klubben udskiftede ved økonomisk bistand fra Tuborg Fondet sine gamle juniorbåde med moderne ynglingebåde, og glasfiberen havde dermed holdt sit indtog i klubben.
1972 trådte Axel Åby til som formand. I de følgende år udskifteres de gamle hæderkronede kragejoller med Spækhuggere, som klubbens medlemmer apterede. I 1975 overtog klubben øvelsesfartøjet “Sundet”, der havde været klubbens flagskib i mange år, men som i virkeligheden tilhørte støtteforeningen SSS. Samtidig lod man bygge en gaffelrigger mage til “Sundet”. Det nye skib fik navnet “Nordvest”.
1975 trak Axel Åby sig tilbage fra formandsposten, der overtoges af Aage Brandt.
Således har historien formet de traditioner, som bestemmer Sejlklubben Sundets hverdag. Traditioner, der både støtter og forpligter klubben i fremtiden.
Ansvarlig for denne side: Sekretariatet