Pinsetur til Humlebæk Havn – 27-29 maj 2023

Sejlklubben Sundet inviterer hermed alle medlemmer og andre sejlentusiaster til årets store pinsetur til Humlebæk Havn. Vi vil mødes fredag eller lørdag og have hyggelige dage, inden det store arrangement søndag morgen.

Traditionen tro vil Sejlklubben Sundet være vært ved det store morgenbord i teltet ved parkeringspladsen på pinse søndag d. 28 maj 2023 kl. 10.00. Klubben vil servere friskbagt morgenbrød, juice, kakao, smør, marmelade og smagsprøver på forskellige “bitre” drikkevarer. Husk at medbringe kaffe, service og blødkogte æg.

Om eftermiddagen kl. 15.00 mødes vi ved teltet og går op på bakken til vores årlige store rundboldkamp for børn og voksne. Der vil også være drikkevarer og slik til børnene i pausen.

Aftensmaden bliver det helt store grill-eventyr ved teltet, hvor alle selv medbringer service, mad, grill og drikkevarer. Husk varmt tøj og tjek vejrudsigt for sol, regn osv. Vi vil i år opfordre alle deltagere til at rydde op efter sig, før man kryber til køjs, da teltet mandag morgen skal gøres klar til afhentning. Borde og stole skal stables, så teltet er klar til nedtagning.

Vi glæder os til at se klubbens medlemmer og andre fra vandsiden i sejlbåde, motorbåde eller kajakker eller fra land i biler. Der skulle være rigeligt med plads til alle 100 personer.

Nogle af Sejlerskolen starter pinsen ved at sejle til Hven fredag eller lørdag, hvor der bliver hygget i løbet af lørdagen, og med fælles grill om aftenen, inden der stævnes ud tidligt søndag morgen med Humlebæk og morgenmad som mål. Nogle tager til Humlebæk fredag eller lørdag og har hyggelige dage der og gør klar til søndag morgen, hvor fælles arrangement løber af stablen.

Medlemmer af Aktivitetsudvalget vil være tilstede i Humlebæk Havn fra fredag, hvor der skal betales havnepenge. Vi opfordrer alle til at betale havnepenge lige efter ankomst.

Tilmelding ikke nødvendigt – I kommer bare!

Vi ser frem til at se jer alle og ønsker jer en god pinse!

Aktivitetsudvalget.