Pinsetur 2021

Hvert år drager mange af Sundets medlemmer af sted i deres både på Pinsetur i Øresund – og sejlerskolen er med!

Sejlerskolens pinsetur ligger i år på dagene:

Lørdag den 22. maj – Søndag den 23. maj – Mandag den 24. maj 

Vi stævner ud lørdag morgen i sejlerskolens både. Målet for den første overnatning fastlægges senere i henhold til de danske og svenske myndigheders anbefaling. Her spiser vi og overnatter. Tit får vi ligeledes om lørdagen følgeskab af private både fra Sundet.

Søndag sejler vi til Humlebæk. Står alle i båden tidligt op, kan morgenmaden i Humlebæk havn måske nås. I Humlebæk samles alle bådene fra Sundet og vi har en dag sammen. Der er morgenmad kl. 10, som sejlklubben er vært for. Om dagen arrangerer klubbens aktivitetsudvalg leg og hygge for voksne og børn. Om aftenen griller vi og spiser sammen ved langborde. 

Mandag formiddag sejler vi retur til København. Er vejr og vind med os, er vi i Svanemøllehavnen først på eftermiddagen.

Vi sover som udgangspunkt ombord, men der er også mulighed for at slå telt op ved Humlebæk havn og vi regner også med, at det er muligt lørdag til søndag.

Hver besætning deler udgifter til mad og drikke til turen, samt havnepenge. Havnepenge er typisk 100 – 150 pr. båd pr. overnatning, madens pris bestemmes af den aftalte standard ombord.

For at skabe tryghed og øge sikkerheden anbefaler vi at alle deltagere har en negativ corona-test der er højst 48-timer gammel.

Tilmelding foregår efter først til mølle via denne: doodle

Ved spørgsmål skriv til Søren og Christina på skoleudvalg@sundet.dk.