Så lakker sejlsæsonen 2025 desværre mod enden. Egentlig havde jeg besluttet mig til at stoppe med disse klummer da jeg oplevede, at meget få medlemmer læser dem. Det er meget begrænset med reaktioner, klubben eller jeg modtager og det tager jo nogle timer at skrive det. Men så løb jeg ind i et mangeårigt medlem, som på meget overbevisende måde påstod, at han savnede en klumme! Så her kommer den.
Alle vores traditionelle aktiviteter har været afholdt i år og der har været – og er fuld gang i alle udvalg.
Bestyrelsens har fortsat fokus på Onboard App`en med implementering af mulighederne i systemet. For tiden kan bådudlån styres, nyheder fra klubben kan læses, og du kan finde dit medlemskort der. Udvikling af frivilligheds- og kontingent modul er under udvikling – og sådan forsætter det. Hvis du ikke kan komme på Onboard, så kontakt Maria. Alle medlemmer er tilbudt undervisning i systemet i år. Mere end 30 sejlklubber i DK er ved at implementere Onboard.
Sejlklubben Sundet har i år overtaget udlejning af pladsen til autocamperne fra havnen. Der har været nogle tekniske udfordringer ved det nye system, men nu fungerer det. Belægningen på pladsen har været ok, på trods af de udfordringer vi har med tunnelbyggeriet og pladsens manglende faciliteter.
Bestyrelsen arbejder netop nu på at få etableret en sauna for enden af en af skurrækkerne ud mod bugten. Vi afventer tilladelse til at gå i gang med projektet.
Der er fortsat ingen frivillige, som har ønsket at involvere sig i vores Kano og Kajak afdeling. Så pt styres også den fra sekretariatet. Har du lyst til at puste liv i afdelingen, så er du meget velkommen.
Vi har nu fået en fin plads til affaldssortering, som er blevet os påbudt af havnemyndighederne. Vi har kontaktet vores naboklubber på Svaneknoppen og alle har deltaget økonomisk i etableringen, og alle kan nu bruge faciliteterne. Indenfor kort tid er der også containere, som kan fyldes med affald 😊.
Hvis du vil vide mere om den allerede besluttede overgang til systemstativer på landpladsen, så er du meget velkommen til vores bådejermøde i klubhuset på Svaneknoppen d. 23. oktober, hvor du i øvrigt vil høre mere om havnens aktiviteter og økonomi. Der vil være plads til dine tanker og spørgsmål.
Når vi er ved vores landplads, så bliver der fra bestyrelsens side arbejdet på højtryk for, at Sundets arealer får samme lejevilkår som de øvrige sejlklubber i Svanemøllehavnen har. Arbejdet er foregået i samspil med vores partnere fra DGI. Vi håber på en afgørelse i indeværende år. Der er i øvrigt en fabelagtig god mulighed for at høre hvad politikerne vil med Svanemøllehavnen i de kommende år, - deltag i politikermødet 29.oktober i vores klubhus.
Vores sejlerskole har stor succes. Der er venteliste for at komme på skolen. Vi har i år 23 medlemmer, som har bestået rorsmandsprøven og/eller taget duelighedsbevis. Sejlerskolen udbyder nu også 3. år med stor succes og arbejder på også at kunne udbyde 4. år. For at opretholde og udbygge skolen er det nødvendigt med en stor indsats ikke mindst fra vores dygtige instruktører, - kæmpe tak for jeres indsats. Skolen mangler altid instruktører og har du lyst til at deltage eller høre mere om mulighederne, så tøv ikke med at henvende dig til skolen.
Udvalget for handicapsejlere klør på med renovering af såvel bro som både. De har søgt og fået en masse tilskud fra fonde, som nu anvendes til vedligeholdelse og fornyelser. Og som jeg hører det, er der plads til nye medlemmer i afdelingen.
Vi har så småt fået gang i udlån af vores både. Når man som medlem er godkendt til at sejle en bådtype, kan man gå på Onboard og booke sig ind på en ledig tid og sejle med en vores bådtyper: J80, spækhuggere og Sunfast 32. Så det er bare at komme i gang – kontakt kontoret.
I bestyrelsen har vi også fået gang i en afdeling for kvindelige sejlere. Tanken er, at vores kvindelige medlemmer skal få mulighed for at sejle og udvikle egne kompetencer. Der er godt liv i afdelingen og vi imødeser stor aktivitet i de kommende år.
Vesla konceptet, hvor en gruppe medlemmer kan sejle og vedligeholde en båd i en fast gruppe er blevet meget populær og har trukket flere nye medlemmer til sig. Vi er ved at udarbejde regler for gruppens eksistens med henblik på anskaffelse af endnu et fartøj drevet på lignende vis. Til orientering er båden/bådene vedligeholdt, taget på land og har fået vandplads for egne midler.
Vores J70 varetages af vores udvalg for kapsejlads. Der har været stor efterspørgsel efter nok en båd, som vi har indkøbt og fået leveret her i oktober måned. Vi håber, at klubben stille og roligt kan få opbygget en større kapsejladsafdeling, som kan samarbejde med de øvrige klubber omkring Svanemøllebugten. Vi ønsker jer held og lykke med projektet. Vores udvalg for kapsejlads har igen i år afholdt Sundet Rundt, - vi håber det vil gentage sig med større og større udbredelse. I 2026 afholder Sundet kapsejladsen DM for spækhuggere.
Aktivitetsudvalget har sammen med kapsejladsudvalget forsøgt at få liv i en tradition med at erstatte vores gamle Bäckviken handicap med et klubmesterskab. Jeg håber, at flere og flere medlemmer vil deltage, så vi alle kan få nogle hyggelige timer på vandet og i klubhuset efterfølgende.
Vores bogholderi har gennem en lang periode råbt på mere hjælp. Vi bruger i forvejen en større sum penge på at få hjælp med bogholderiet udefra, men nu har vi skønnet, at vi er nødsaget til at finde en anden måde at få vores opgaver løst på. Pr. 1. december starter Antonina Andriushenko, som lønnet medarbejder i vores bogholderi på kontoret i klubhuset. Antonina kommer fra Ukraine og forventer at blive i Danmark. Vi ønsker Antonina velkommen i klubben og ser frem til, at I alle tager godt imod hende.
Vi startede i år et udvalg for frivillige. Hensigten er at finde veje til at få opgaver løst af medlemmer i vores klub. Dels for at få opgaverne koordineret og løst så enkelt som muligt, men også for at der kan skabes gode sociale relationer. Vi kommer til at høre mere fra udvalget i de kommende år.
Til orientering har der været en mindre brand på den udvendige side af klubhuset. Der kom heldigvis ingen til skade. Årsagen er endnu ikke klarlagt.
Og så til mine spørgsmål, - Hvad sker der i vores klub og hvordan ser fremtiden ud?
Antallet af frivillige kræfter i klubben er faldende. Hvordan kommer vi videre og udvikler os? Hvordan får vi vores opgaver løst og beholder en aktiv klub for sejlere?
Vores klubfaciliteter på Svaneknoppen er for alle medlemmer, - alle med brik skal kunne bruge det. Det er bygget af medlemmer for medlemmer og alle har lige ret til at anvende faciliteterne.Det er lidt det samme i Nord. Vi har fået klubhuset i Nord, fordi vores sejlerskole blev flyttet til Nord.
Det betyder ikke, at huset er sejlerskolens, men det betyder, at der skal være plads og rum til os alle. Når tunnelen er færdig, bliver huset i Nord formentlig fjernet – og hvad så?
Hvordan får vi en bedre tone, mere anerkendende med rummelighed for vores forskelligheder og med respekt for hinanden? Giv kritik på en ordentlig måde og direkte til den, det handler om. Undgå og stop alt sladder i krogene. Hvad kan vi gøre for at fremme dette?
Husk at Sejlklubben Sundet er et fællesskab, der: – drives på frivillig basis
– bygger på gensidig respekt og accept
– værdsætter godt sømandskab
– værner om miljøet
– udviser social ansvarlighed
– arbejder for gode og ordnede forhold for alle klubbens aktivitetsgrupper.
Har du gode ideer eller lyst til at deltage i klubbens arbejde, så kontakt det aktuelle udvalg, som bringer det videre til bestyrelsesmøderne. Alle konstruktive forslag er velkomne.
Til sidst tusinde tak til alle frivillige: udvalgsformænd, udvalgsmedlemmer, instruktører og alle andre, der er med til at drive klubben.
Masser af hilsner, God jul og Godt nytår til jer alle. Ole Brandt
Formand
Sejlklubben Sundet - Svaneknoppen 2, DK-2100 København Ø
Du har modtaget denne e-mail fordi du står i vores medlemssystem, samt at du ønsker at modtage opdateringer fra Sejlklubben Sundet.
Hvis du ikke ønsker at modtage disse e-mails - så giv os besked her: afmeld nyhedsbrev.